23948sdkhjf

Trods kæmpeunderskud får afgående Coop-direktør ros af eksperterne

Det startede med et trecifret millionoverskud, men slutter med to trecifrede millionunderskud i streg for Kræn-tiden i Coop

Han tiltrådte som direktør i september 2020 - og når dermed cirka tre og et halvt år i spidsen for Danmarks næststørste dagligvarekoncern. 

Men når weekenden er ovre, er det med al sandsynlighed slut. 

De økonomiske resultater har ladet noget tilbage at ønske - men alligevel vil to detaileksperter gerne rette en ros i retning af den afgående direktør. 

Det siger Mogens Bjerre og Bruno Christensen samstemmende til RetailNews. 

Ifølge sidstnævnte kan Kræn Østergaard Nielsen forlade Coop-direktørstolen "med rank ryg".

- Han forlader jobbet som chef for Coop grundet økonomiske problemer, der alle er skabt før hans regeringstid. Selvom han er skuffet over, hvorledes det er gået Coop, kan han godt tillade sig at være stolt over, at han evnede at rydde op og få dagligdagen til at fungere for de mange medarbejdere i en vanskelig tid, siger han, mens Mogens Bjerre supplerer: 

- Man skal rose ham for at tage et opgør med kædestrukturen og at tage livtag med strukturen og de mange forskellige facader. Generelt i dagligvaresektoren kigger man ind i, at der skal være færre kædekoncepter.

Mogens Bjerre kalder samtidig processen "nødvendig" og "rigtigt set af Kræn". 

Afskeden

Hvis landsrådsmedlemmerne i den forestående weekend stemmer for den nyligt annoncerede milliardaftale med energiselskabet OK, har Kræn Østergaard Nielsen bebudet, at han trækker sig. 

Der skal "ny energi" og "nye øjne" til at drive Coop videre - og disse besidder han ikke længere, mener topdirektøren. 

Kræn Østergaard Nielsen, CV

  • 2020 - 2024 | Adm. direktør, Coop
  • 2017 - 2020 | Finansdirektør, Coop
  • 2015 - 2017 | Teknologidirektør, Coop
  • 2014 - 2015 | Direktør for ejendoms- og forretningsudvikling, Coop
  • 2012 - 2014 | Management-konsulent, McKinsey & Company
  • 2010 - 2012 | Indkøbsdirektør, ISS A/S
  • 2004 - 2010 | Diverse direktør- og lederstillinger, ISS A/S
  • 2000 - 2004 | Indkøber/trainee, Dansk Supermarked (i dag Salling Group)
  • 1995 - 2000 | Butiksassistent, SuperBrugsen

Han overtog en Coop-koncern i god form i efteråret 2020 - for i foråret 2021 præsenterede man "et historisk godt resultat" for 2020. 

Bundlinjen for den samlede Coop-koncern - inklusiv brugsforeningerne og deres cirka 400 butikker - bød på næsten en fordobling af 2019-overskuddet på 392 mio. kr. og landede for 2020 på 777 mio. kr. 

Og for Coop Danmark vækstede bundlinjen i samme periode med 160 mio. kr. - eller lidt over 60 procent fra 260 til 420 mio. kr.

Året efter fulgte Kræn Østergaard Nielsen op med sit første reelle Coop-regnskab som adm. direktør. 

Han kvitterede med et overskud efter skat på 300 mio. kr. for Coop Danmarks aktiviteter - altså et fald på over 100 mio. kr. fra det forrige regnskab.

Og siden gik det helt galt for direktøren og hans Coop-virke. 

Særligt "skiftet mod discount på dagligvaremarkedet har ramt os hårdt", erklærede Kræn Østergaard Nielsen i kølvandet på 2022-regnskabet. 

Blodrødt regnskab 

Tallene for 2022 var således blodrøde og dokumenterede det største underskud i Coops historie

Ifølge Kræn Østergaard Nielsen var det tre faktorer - offensive investeringer i discount og IT, faldende forbrugertillid og væsentligt lavere avance - der bidrog til det trecifrede millionunderskud på i alt 628 mio. kr. 

Konkurrenterne - Salling Group, Rema 1000 og Dagrofa - er i mellemtiden løbet fra Coop. For de havde alle sorte og ret solide tal på deres bundlinjer.

Og for 2023 har Kræn Østergaard Nielsen allerede røbet, at man forventer et resultat lig katastroferegnskabet fra 2022. 

- Jeg har ikke været dygtig nok til at levere de økonomiske resultater, erkendte den afgående Coop-direktør over for RetailNews i sidste uge. 

Og den udmelding bakker de to detaileksperter op omkring. 

- Man havde regnet med, at den transformation, han skulle stå for - blandt andet med Coop One-systemet - ville give store resultater, men de er udeblevet. Både fordi det har taget lang tid at udvikle og integrere systemet, og så var det stadig præget af fejl, da det endelig kom ud. Jeg vil ikke kalde det en katastrofe med Coop One, men det tog godt nok lang tid, konstaterer Mogens Bjerre. 

Han bakker ellers op om "idéen med en stærk logistik- og IT-backbone i Coop" og kalder tiltaget "super godt". 

- Så det var også bydende nødvendigt, for det daværende IT-system var endnu ringere, slår detaileksperten fast. 

Forenklingsproces

Da Kræn Østergaard Nielsen tog hårdest fat - i januar 2023 - kostede det blandt andet Irma og onlinetjenesten Coop.dk Mad livet. 

Hans "egen" idé - Coop-kæden - måtte dog lade livet under et år senere - på befaling fra OK. 

Fremtidens Coop v. 2.0

  • Coop præsenterede i slutningen af januar 2023 strategien "Fremtidens Coop", der involverede følgende:
  • Man ville samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skulle hedde Coop.
  • Den plan er efterfølgende - med den nye aftale - blevet justeret. 
  • Coop-kæden droppes igen - og i fremtiden skal Coop stå på fire forretningsben: 
  • SuperBrugsen, Kvickly, 365discount og Brugsen. 
  • Indtil januar 2023 havde man Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping ogCoop.dk MAD.

Kilde: Coop

Alligevel noterer Mogens Bjerre noterer sig, at hans opfattelse fra detailbranchen er, at man "nærer stor respekt for hans profil og person, selvom de økonomiske resultater har svigtet ham i de seneste år".

- Han har stået op for de ændringer, man har lavet i Coop og har stået på mål for dem og forklaret dem. Både internt i koncernen - og udadtil til offentligheden. Det kræver også en vis karakterstyrke, siger han. 

Bruno Christensen supplerer ved at kalde Kræn Østergaard Nielsen for "en dygtig ung mand, der uheldigvis har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt".

Ifølge eksperten var forholdene heller ikke holdbare, da Kræn Østergaard Nielsen tiltrådte i toppen af Coop-hierarkiet i efteråret 2020 - og derfor blev det med tiden en ulige kamp i markedet.

- Coop var i årene fra 2013 til 2020 præget af ustabilitet og usikkerhed om, hvorledes butikkerne skulle klare sig i en konkurrence, der blev mere og mere prisfokuseret. Ledelsen i Coop levede i en fantasiverden, og bevægede sig længere og længere bort fra de mennesker, der hver dag skulle få butikkerne til at fungere, siger Bruno Christensen.

RetailNews har været i kontakt med Kræn Østergaard Nielsen, der dog - efter den seneste tids medieaktivitet - "er fuldt fokuseret på landsrådet lige nu" og derfor "ikke kommer til at give interviews op til landsrådet", skriver han i en SMS. 

RetailNews har samlet alle artikler om de seneste dages Coop-nyheder i temaet "Coop på nye hænder". Det tema kan du som læser tilgå via linket nedenfor. 

Artiklen er en del af temaet Coop på nye hænder.

Se nøgletal for:
Læs mere om: dagligvarehandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.77